Pressemeddelelse: Danmark bør hjælpe med genopbygning af bombet ukrainsk kulturarv

Natten til mandag 15. juni bombede Rusland klosteret Petjerska Lavra i Kyiv med fuldt overlæg. Klosteret er et stykke næsten tusind år gammel uerstattelig Unesco Verdenskulturarv, der beskrives som symbol på Ukraines åndelige historie, og som Europabevægelsen nu opfordrer Danmark til at hjælpe med genopførelsen af.

”Det er et af de vigtigste ukrainske nationale symboler, som det er fuldstændig uhørt at skyde i smadder. Klosteret Petjerska Lavra i Kyiv er kulturarv på højde med vores egen børsbygning i København”, siger Europabevægelsens formand Jens-Kristian Lütken og tilføjer:

”Med nattens angreb synker Putin endnu et skridt længere ned i den i forvejen dybe sump af krigsforbrydelser, som det ukrainske folk heldigvis bekæmper succesfuldt på slagmarken i denne fase af krigen”.

På baggrund af vores egne erfaringer fra branden i Børsbygningen i 2024, opfordrer Jens-Kristian Lütken til, at danske myndigheder, organisationer og specialister stiller sig til rådighed med ekspertise til genopbygning af det ortodokse Petjerska Lavra kloster i Kyiv, der oprindeligt stammer helt tilbage fra år 1051. Budskabet gentages desuden i et åbent brev til kulturminister Zenia Stampe, hvori ministeren opfordres til at stå i spidsen for et dansk bidrag til genopbygningen.

”Det er oplagt, at vi fra dansk side tilbyder at give al den hjælp, vi kan med genopbygningen af det uerstattelige stykke kulturarv. Vi har jo – desværre – dyrekøbte erfaringer fra Børsbranden i 2024. Både med skademinimering og med allerede ret fremskredne planer for genopførelse og nyindretning af børsbygningen fra 1600-tallet, siger Jens-Kristian Lütken.

Kontakt
europabevaegelsen@europabevaegelsen.dk
+45 33 141 141
Den Danske Europabevægelse
CVR: 46113128
Rosenørns Allé 35, 1. th., 1970 Frederiksberg C.
envelope linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram