Af Niels Lindberg Madsen, EU-politisk chef i Landbrug & Fødevarer
Det er stadig – her snart tre år senere – en øjenbrynløftende begivenhed, at da Europa-Kommissionen fremlagde deres ”jord til bord-” og biodiversitetsstrategier, var de repræsenteret af sundhedskommissær Kyriakides, miljøkommissær Sinkevičius og næstformand i Kommissionen Frans Timmermans, som har det overordnede ansvar for Kommissionens Europæiske Grønne Pagt. Men ikke landbrugskommissæren Janusz Wojciechowski. Det på trods af, at alle de centrale elementer i strategierne grundlæggende vil påvirke vilkårene for landbrugsproduktionen.
Begivenhederne siden har kun understreget indtrykket: Europa-Kommissionen virker til at være i strid med sig selv om en klar og entydig vision for landbrugs- og fødevareproduktionen. Indtrykket er kun blevet forstærket efter Ruslands brutale invasion af Ukraine, hvor EU’s fødevareforsyningssikkerhed igen rykkede højt op på den politiske dagsorden.
Det efterladte billede har været, at forskellige kommissærer har arbejdet i forskellige retninger: Dels en landbrugskommissær, der har haft stærk fokus på de små og mellemstore landmænds indtjening og mindre på produktionen og konkurrenceevnen. Men til gengæld været meget kritisk overfor store og effektive produktionslandbrug i blandt andet Tyskland, Holland, Belgien og Danmark. Dels en næstformand for Kommissionen, der har haft stærk fokus på den grønne dagsorden – gerne via en reduceret produktion hos især de store og effektive produktionslandbrug.
Resultatet har som nævnt været en Kommission, der har forekommet at arbejde i forskellige retninger. Og efterladt et dansk landbrug og fødevareindustri, der arbejder benhårdt på både at kunne producere og sikre en bedre bæredygtighed samtidigt, lidt hjemløse. Måske det er en overvejelse værd i den kommende Kommission at have en Landbrugs- og Fødevarekommissær, der kan sikre, at de elementer der i dag er spredt i 4-5 forskellige generaldirektorater er samlet i ét stærkere og velkoordineret generaldirektorat?
