I sidste uge tilbragte jeg nogen tid med at blive filmet i en make-up stol. Ikke fordi jeg var på vej til en TV-debat, men fordi vi på EU-Parlamentets venstrefløj vil sætte fokus på, hvad der er af kræftfremkaldende stoffer i kosmetik. Og ikke mindst på det gennemført absurde i, at EU vil tillade, at kosmetik i fremtiden skal kunne indeholde kræftfremkaldende stoffer i langt længere tid, end hvad der tilfældet lige nu.
Hvis du synes, det lyder tosset og helt forkert, er du ikke alene, for det synes jeg også, men desværre er det faktisk, hvad der nu sker. På trods af at vi helt ind til det sidste kæmpede for at få det stoppet.
Det er nemlig ikke sådan lige at stoppe EU’s såkaldte forenklingsbølge. Når først den er sat i gang, tromler den videre, næsten lige meget hvad.
Gødning og kosmetik i samme pakke?
Det, der ligger bag, er netop EU’s hypede forenklingsbølge. En bølge, der efterhånden bliver fulgt så religiøst og uden kritiske spørgsmål, at jeg til tider refererer til den som Kommissionens forenklingsjihad.
Nærmere bestemt er det den såkaldte ”kemi-omnibus”, der er årsagen til, at europæisk kosmetik nu potentielt bliver farligere og mere skadeligt for brugerne end hidtil. Kemi-omnibussen samlede en række regler for kemi, herunder både for kemisk gødning og så altså også kosmetik, i én samlet pakke. Formålet var at gøre det ”lettere” for virksomhederne at håndtere reglerne – i konkurrencens hellige navn.
Det er en pakke, jeg var med til at forhandle for venstrefløjen i EU-Parlamentet, og en pakke, jeg stadig ikke forstår, at nogen kan synes, er en god idé.
Men omnibussen har jo intet tøj på!
Hele ”forenklingspakken” kom på trods af, at de regler, vi har på området i dag, allerede håndteres af både store som små europæiske virksomheder. Der var altså ikke tale om at gøre nye regler simplere – nej, det var i praksis et angreb på eksisterende regler, som firmaer allerede kendte.
Dermed blev kemi-omnibussen også til et af de klareste eksempler på, hvordan EU’s såkaldte forenklingsindsats ofte i stedet ender som regulær regelforringelse. For hvis vi ser nøgternt på det, så er det at tillade kræftfremkaldende stoffer i flere år end hidtil pludselig ikke noget, der på nogen måde forenkler de gældende regler; det gør dem blot dårligere.
Ja faktisk vil muligheden for automatisk forlængelse, hvis virksomheder indsender klager, i praksis øge – snarere end mindske – den bureaukratiske byrde i EU.
Hvis man skulle have gjort reglerne enklere, skulle man i stedet have sagt ganske klart, at så snart stoffer, der anvendes i kosmetik, findes at være kræftfremkaldende, så begynder man straks på udfasningen af dem. Samt at man, så længe de stadig bruges, smækker klare advarselsmærkater på produkterne. Men i stedet valgte man at lave mere komplicerede regler med forskellige, og alt for lange, tidsrammer.
Det er et punkt, jeg gentagne gange forsøgte at rejse under EU-Parlamentets forhandlinger, men jeg følte mig ærligt talt som drengen, der pointerer, at kejseren faktisk ingen nye klæder har på – bare med den undtagelse, at stort set ingen ville lytte. Måske fordi det ville være ubekvemt at skulle tage kritisk stilling, når nu det letteste blot er at hoppe med på mantraet om, at alt partout skal ”være lettere”, og at det haster så meget, at vi ikke må overveje, om det, vi gør, rent faktisk også opnår det, vi håber.
I ministerrådet var Danmark i øvrigt, som det eneste land, imod kemi-omnibussen. Samtidig har vi i EU-Parlamentet set et klart højre-venstre-skel blandt de danske EU-politikere i, om man støttede eller afviste idéen om at blande gødning og kosmetik i samme pakke. Og om at tillade, at kræftfremkaldende stoffer i fremtiden kan beholdes i flere år, selv efter de opdages – og det endda uden at produkterne skulle advarselsmærkes.
Jeg forstår stadig ikke, at nogen har kunnet tænke, at det var en god idé…
Per Clausen, Medlem af Europa-Parlamentet for Enhedslisten



