Donald Trumps planer for Ukraine og Gaza skaber ingen holdbare løsninger i Europa og Mellemøsten. Eftergivenheden bøjer sig for brutaliteten. Der er behov for at hindre atomvåben i at blive brugt som et politisk våben.
Analyse af Hugo Gaarden
Trumps seneste ”fredsplan” for Ukraine er udtænkt i Moskva. Den ville føre til Ukraines og Europas kapitulation. Den ville ændre Europas sikkerheds-arkitektur til fordel for Rusland.
Præsident Donald Trump var parat til at sælge ud af Ukraines og Europas interesser, som Chamberlain gjorde det i 1938 over for Adolf Hitler med sin appeasement-politik – ”fred i vor tid.”
Efter en voldsom modstand fra Ukraine og Europa blev planen gennemgribende ændret på et møde søndag i Geneve mellem topdiplomater fra Ukraine og USA med input fra europæiske ledere samt ledere fra Canada og Japan. Måske danner det grundlag for fredsforhandlinger.
De europæiske lande erkender, at Ukraine har tabt krigen og har tabt 20 pct. af landet, men europæerne vil sikre sig, at Ukraines selvstændighed bevares, at landet har et tilstrækkeligt militær, og at en gruppe allierede garanterer for Ukraines eksistens. En aftale må ikke fastslå, at Rusland formelt kan bevare alt det erobrede land og dermed ændre Europas grænser og sikkerhedsarkitektur. Derfor må der først være en våbenhvile, der tester Rusland. Ikke mindst Tyskland insisterer på, at den nye grænse skal være midlertidig.
Den oprindelige 28-punktsplan blev ifølge flere kilder udviklet af den gamle KGB-agent Putin, der er en mester i at snøre sine modstandere. Trump gjorde den så til sin egen. Planen var et diplomatisk makværk, der rodede rundt i forskellige betegnelser for våbenhvile og sikkerhedsgarantier. Den ville forbyde udenlandske tropper i Ukraine, den ville gøre Rusland og USA til nogle overordnede garanter for Europa, og den ville destabilisere Europa.
Den reviderede plan retter op på de værste punkter i Trump/Putin-planen. Men går Putin med til den? Han øger det militære pres på Ukraine, også mod civilbefolkningen. Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, siger selv, at Ukraine er i sin værste situation nogensinde, og han har uden omsvøb henvist til Trumps enorme pres mod ham ved at sige, at planen stiller ham i et ”håbløst valg” mellem at forråde Ukraines interesser og at miste en vigtig allieret. Det er Europas sikkerhedsgarant, USA, han talte om!
Det barokke er, at europæerne fortsat bøjer nakken, for de har ikke fremlagt en konkret plan for sikkerhedsgarantier, og de har ikke fremlagt deres egen fredsplan. Hvorfor deltager europæerne stadig ikke i et direkte forsvar af Ukraine? Den tyske kansler, Friedrich Merz, har truet Putin med at sende Taurus-krydsermissiler til Ukraine, hvis Putin fortsætter sine angreb mod civile mål. Men han gør det ikke.
Brutaliteten er dermed fortsat til stede – nu også politisk – mens europæerne er eftergivende. Det begyndte med Putins trusler om at bruge atomvåben i 2022. USA og Europa bøjede sig for truslerne. Det stred fuldstændig mod den handlekraft, som præsident John F. Kennedy viste under Cuba-krisen i 1962.
”Kennedy var den klogeste,” sagde den tidligere amerikanske forsvarschef, Maxwell Taylor, til mig mange år efter Cuba- krisen.
De militære ledere ville bombe de sovjetiske atomraketter på Cuba, men det ville præsident John F. Kennedy ikke. Han frygtede atomkrigen. Omvendt turde han tage en militær konfrontation ved at lave en blokade for at standse sovjetiske skibes adgang til Cuba. Han var også parat til at bruge atomvåben, hvis det blev nødvendigt, men i første omgang brugte han diplomatiet, der førte til, at russerne trak sig tilbage fra Cuba, mens USA fjernede sine atomraketter fra Tyrkiet.
Jeg besøgte i 80’erne den pensionerede Taylor i hans hjem i Washington. Han viste mig en lille plade med 13 indgraverede dage fra oktober 1962 – den periode, hvor de amerikanske ledere sad ”buret inde” i Det hvide Hus for at drøfte håndteringen af Cuba-krisen. Han var rørt, da han viste mig pladen. Kennedy afværgede atomkrigen, ikke generalerne, erkendte Taylor.
Præsident Joe Biden og de europæiske ledere fik ingen atomkrig i 2022, men de fik en brutal krig, som ukrainerne selv måtte udkæmpe, og hvor Trump har givet Putin lov til at tage 20 pct. af Ukraine – med europæernes stiltiende accept. Vestens ledere advarede Putin mod at invadere, men de gav ham ikke et ultimatum, og der kom ikke et militært svar, men kun finansiel støtte og våbenleveracer samt sanktioner. De europæiske og amerikanske ledere lukkede sig ikke inde i et rum på ubestemt tid for at lave et modspil til Putin.
Over for Israel har europæerne været lige så eftergivende. Der blev i Gaza vist brutalitet fra begge sider, først med Hamas-angrebet i 2023, siden med Israels krig i Gaza, hvor næsten 70.000 palæstinensere, de fleste civile, blev dræbt, og hvor de fleste af to millioner menneskers boliger blev jævnet med jorden. Europæerne turde ikke sende nødhjælp til Gaza, og først efter to år turde de fleste europæiske lande anerkende princippet om en palæstinensisk stat i det område, der har været besat af Israel siden 1967. Krigen i Gaza er stoppet, men ministerpræsident Benjamin Netanyahu er stadig imod en palæstinensisk stat.
Krigen har forstærket Saudi-Arabiens bestræbelser på at blive en atommagt, ligesom det med stor sandsynlighed sker i Iran. De kan ikke acceptere Israels overmagt, og de stoler ikke på USA.
Putins atomtrusler og mistilliden til Trump har fået mange mellemstore lande til at forsøge at blive atommagter, herunder Sydkorea og Japan, der også vil have en modvægt til Kinas atom-oprustning. De erkender, at atomvåben i dag bruges som et politisk våben.
Europæerne kommer ikke uden om at etablere et selvstændigt, fælles atomvåben på basis af Frankrig og Storbritannien og med Tyskland som finansiel deltager – for at kunne afværge en ny atomtrussel. Men der er også overvejelser i Tyskland om at etablere et selvstændigt atomvåben, og det samme ses i Polen.
To amerikanske sikkerhedseksperter, Moritz S. Graefrath og Mark. A. Raymond, har foreslået, at Tyskland, Sydkorea og Japan får egne atomvåben, men i en alliance med USA.
Forslaget tager utvivlsomt sigte på at styrke USA´s dominans over for sine allierede ved at hindre dem i at blive selvstændige atommagter og ved at hindre verden i at blive multipolar. USA vil bevare sin nuværende førerrolle.
Vi kan altså få en mere brutal verden, medmindre nye aktører, herunder Europa, skaber nye institutionelle rammer, der med kløgtige politikere og eksperter kan forebygge en atomar pression.
Mere end nogensinde er det nødvendigt at hindre, at brutale ledere som Putin og Netanyahu og uvidende og uberegnelige ledere som Trump bruger atomvåben politisk.
Hugo Gaarden er journalist med stor erfaring i erhvervs- og udenrigspolitik. Han har tidligere bl.a. arbejdet på Berlingske og Børsen.
Billede i artiklens top: /Emilie Gomez/ © European Union 2025 – Source : EP
