NGO’er, kandidater og politikere kender sikkert tanken, når man til hvert europaparlamentsvalg bliver ængstelig over, om valgdeltagelsen bliver lav. I Danmark deltager vi allermindst til EP-valgene af alle. Det er sikkert nemt for EU-skeptikerne at bortforklare dette med, at EU er for langt væk, for uoverskueligt og bureaukratisk. Jeg vil derimod argumentere for, at selvom der er noget ved snakken, så baserer det sig i langt højere grad i, hvilken europadebat vi har i Danmark.
Siden der i 1979 kom direkte valg til Europa-Parlamentet, har vi danskere ikke været den pæne dreng i klassen, når det kommer til at deltage i valgene. Valgdeltagelsen har ligget omkring de 40-60 procent ved valgene. Når Danmark som land bryster sig af at være et demokratisk forbillede med Hal Koch, foreningslivet og den gode dialog indlejret i vores mentalitet, gælder det åbenbart ikke ved valgene til EP. Det er en demokratisk katastrofe, som vi taler al for lidt om i vores skåltaler af det såkaldte foregangsland.
Vi ligger godt nok i toppen blandt lignende EU-lande, hvor valgdeltagelsen i 2019 har været nede under 30 pct. i nogle lande – bl.a. Tjekkiet og Slovakiet. Men med over 150 års demokratisk tradition er det dog ikke fair at sammenligne os med lande, der lige er trådt ud af jerntæppets skygge.
Den lave stemmeprocent til europaparlamentsvalget ift. folketingsvalg, der typisk er på godt over 80 pct., er imidlertid paradoksal. Hvis man sammenligner de to, så bliver det også klart, at Europa-Parlamentet spiller en større rolle for danskerne. Op imod 80 pct. af den lovgivning, som Folketinget vedtager, stammer nemlig fra EU. Den betydning, vores fælles europæiske demokrati har for vores hverdag, er ikke til at underdrive. Derfor udgør den lave valgdeltagelse et problem, når rammerne for vores liv bliver sat, uden at vi faktisk holder politikerne ansvarlige for det, når vi ikke går til stemmeurnerne og udviser enten vores utilfredshed eller tilfredshed med den førte politik.
Jeg tror dog ikke, at den lave valgdeltagelse er vælgernes skyld som så. Som samfund ruster vi dem ikke godt nok til at tage stilling til europapolitiske spørgsmål. Min erfaring fra folkeskolen og gymnasiet er, at vi unge ikke bliver undervist tilstrækkeligt i EU’s politiske system. Det burde vægte mindst lige så meget som undervisning i det danske politiske system. Samtidig bør EU være til stede i skolevalgene, så unge får et tidligt indtryk af, at EP er et levende politisk system, hvor partierne vil noget forskelligt, og at ens stemme betyder noget for fremtidens Europa.
Det samme bør gælde for tilstedeværelsen af EU-stof i danske nyheder, der altid enten halter bagefter eller aldrig bliver diskuteret. Danske medier er som demokratiets vagthund nødt til at hive vælgerne ind i kernen af det politiske maskinrum og stille politikerne i Bruxelles løbende til ansvar for den førte politik. Det er essensen af mediernes rolle.
Efter at have gået til europaparlamentsvalg ni gange, er vi som land nødt til at indse, at vi ikke hver gang står med håret i postkassen og panikker over, hvordan vi skal få unge til at stemme. Det kan ikke hver gang kræve, at vi kobler EP-valg sammen med et FT-valg eller en folkeafstemning som i 2019 og 2014. Europadebatten skal være sprællevende og allestedsnærværende for os.
Læs mere om valget til Europa-Parlamentet den 9. juni her.