Jeg går til Europa-Parlamentsvalg med mærkesager om fælles sikkerhed, regulering af tech
og fornuftig grøn omstilling. Men i min valgkamp vil jeg også minde vælgerne om den vigtige
dagsorden, der er sammenhold. Europæisk sammenhold er nemlig forudsætningen for alt
det andet.
“Verdensfreden vil kun kunne sikres gennem skabende kræfter, der står mål med de farer,
der truer den.” Sådan sagde Schuman i 1950’erne, da vi fik EU som et fredsprojekt for at
forhindre krig i Europa efter en ødelæggende verdenskrig. Projektet handlede om fred, men
også om sammenhold og samarbejde.
I dag, 75 år senere, har vi igen krig i Europa. Ruslands krig mod Ukraine truer både unionen
og de europæiske lande for sig. Og den truer og udfordrer også det europæiske fællesskabs
sammenhold og vilje til at stå sammen. Det er nu vi i EU skal bevise, hvad den har rustet sig
til i 75 år, og det er nu vi skal huske ekstra meget på, hvorfor EU i sin tid blev skabt.
Vi skal skabe hurtige fælles løsninger på sikkerhedsområdet i vores støtte og hjælp til Ukraine.
Men det er ikke kun Ruslands aggression, der udfordrer vores evne til at stå sammen i
Europa. Vi oplever også en fælles udfordringer fra sociale medier, der konstant er i udvikling
og som påvirker de unges mentale trivsel. Det kalder på europæisk vilje til at sætte krav til
techgiganterne. Det er en udfordring, vi ikke kan klare på nationalt plan, og her er vi særligt
afhængige af den europæiske samarbejdsvilje.
Derudover har vi den altoverskyggende klimakrise, som råber på klimahandling i større
skala. Også her kan vi kun præstere, hvis vi i Europa står sammen om hurtigere løsninger
for grøn omstilling, med fornuftig implementering så landene kan følge med. Klimaet har ikke
tid til, at vi negligerer løsninger på tværs af grænser.
På trods af trusler viser fællesskabet skridt for skridt, at vi kan stå sammen. I februar blev vi
modne til at melde ud, at vi ønsker Ukraine som en del af EU. Men vi har interne
højrenationale kræfter, som har en afgørende stemme i samarbejdet. Orban gjorde det til en
kamp at byde Ukraine velkommen til en fremtid i EU, og vi kommer til at se endnu mere til
den højredrejning, når vi går til valg i juni.
“Europa kan ikke dannes på én gang, og heller ikke i en samlet opbygning. Det kan dannes
gennem konkrete resultater – der først skaber en faktisk solidaritet.” Sådan sagde Schuman
også for 75 år siden. Vi bliver ikke et sammenhold ved at sætte os om et bord. Vi bliver det
ved at skabe fælles vigtige beslutninger og ved at huske hinanden på, at vi lige nu er vidne
til, at det europæiske fællesskab ikke er givet.
Til Europa-Parlamentsvalget skal vi huske at tale om den dagsorden. For klimahandling,
sikkerhed og mental trivsel på tværs af europæiske grænser afhænger af fællesskabets
sammenhold. Og det er truet.
Læs mere om valget til Europa-Parlamentet den 9. juni her.