Af Nadja Abelgren Olsen, EU-chef i 3F
EU har det seneste halvandet årti håndteret en lang række kriser. Først finanskrisen, så ulighedskrisen og migrationskrisen, senere Brexitkrisen og USA-relationen under præsident Trump efterfulgt af Coronakrisen og senest Ukraine-Rusland-krisen med medfølgende energi- og inflationskrise. Alle disse kriser har givet anledning til drøftelser i EU-toppen om rækkevidden og dybden af EU-samarbejdet. Drøftelser om, hvilken rolle hhv. EU og de 27 medlemsstater skal spille på områder som sundhed og sikkerhed, finans, velfærd, løn og klima. Om anvendelsen af traktaten, kompetencedeling, flertalsafgørelser, finansiering og hvor EU’s ledelse egentlig gerne vil have, at EU skal bevæge sig hen.
Som Ursula Von der Leyen udtalte ifm. hendes indsættelsestale i 2019: ”We sometimes forget that our greatest achievements have always come when we are bold” med historisk reference til fælles fred, fælles marked og fælles mønt. Drøftelserne om EU’s ”modighed” til mere fællesskab har bl.a. udspillet sig på Konferencen om Europas Fremtid, hvor EU-progressive kræfter anført af supereuropæeren Guy Verhofstadt har kaldt på en endnu større rolle for EU på bl.a. social- og arbejdsmarkedsområdet med tilhørende traktatændringer. Og de har udspillet sig ifm. diverse forslag om flere af de såkaldte paserelle-bestemmelser (overgang fra enstemmighed til flertalsafgørelser) på klokkeklare nationale områder som sociale ydelser.
Og vi kan meget i det europæiske fællesskab. Og EU har bestemt brug for at udvise mod, når aktuelle kriser kalder på handling. Men der er ingen grund til at blive overmodig og udvise disrespekt for traktatens grundlæggende bestemmelser om proportionalitet, nærhed og kompetencefordelingen mellem EU og medlemsstaterne. Derfor er det afgørende, at EU i krisehåndteringen rammer den rigtige balance mellem på den ene side at varetage de europæiske borgere, lønmodtagere og virksomheders interesser og på den anden side at respektere de grundlæggende nationale forskelle og traktatens begrænsninger. Så vi kan leve op til EU-mottoet ”forenet i mangfoldighed”, der så fint indrammer den vigtige balance.
Heldigvis har vi set, at det kan lade sig gøre. Alene når det gælder ulighedskriserne, har EU de senest år vedtaget værdifuld lovgivning med nye regler om mere fair udstationering, løngennemsigtighed, ansættelsesbeviser og vejtransport. Alt sammen EU-lovgivning, der indeholder bestemmelser, som både bidrager til et mere fair arbejdsmarked for EU’s lønmodtagere og virksomheder og samtidig tager hensyn til de 27 grundlæggende forskellige arbejdsmarkedstraditioner. Så EU løfter og forener på en og samme tid.
Det betyder dog ikke, at EU rammer plet hver gang med balancegangen. Langtfra. Det har vi senest set med det problematiske mindstelønsdirektiv, der blev sat i søen som løsning på bl.a. ulighedskrisen. Her trodsede EU’s overmodighed dog både traktat, kompetencedeling og nærhedsprincip. Det har vi fra danske og svensk side tydeliggjort de sidste 3,5 år, senest med annullationssøgsmålet, som den ultimative streg i kompetencesandet. Det betyder heller ikke at det er en let balancegang at forene 27 grundlæggende forskellige medlemslandes og forskellige europæiske politiske familiers visioner for hvor EU skal hen. Det blev tydeliggjort i forlængelse af Konferencen om Europas Fremtid, hvor en række medlemslande, med henvisning til bl.a. nærhedsprincippet, tog afstand fra ønsket om at åbne traktaten, for at udvide kompetencerne.
Heldigvis kan det lade sig gøre at bidrage konstruktivt til at håndtere EU’s kontinuerligt opdukkende kriser, samtidig med vi respekterer vores grundlæggende forskelle og kompetencedelingen. Men det kræver helt grundlæggende, at vi som danske og europæiske politikere, medier, virksomheder, organisationer og civilsamfund er opmærksomme på at ramme balancen og aktivt bidrager til at sikre, at EU’s mod ikke tipper over til overmod. Så det europæiske fællesskab rent faktisk forener os i den uomtvistelige mangfoldighed.
