Ursula von der Leyen havde helt ret, da hun i sin State of the Union-tale slog fast, at Europa ikke kan forblive en industriel stormagt, hvis vores energipriser er strukturelt for høje.
Kommissionsformanden havde også ret i diagnosen: Europas afhængighed af importeret fossil energi gør os både økonomisk og geopolitisk sårbare. Men der manglede noget afgørende i hendes kur: Energieffektivitet.
Von der Leyen fremhævede mere europæisk energiproduktion, elektrificering, elnet og lagring. Alt sammen nødvendigt. Men hvis Europa for alvor vil sænke energiregningen og styrke sin uafhængighed, skal vi ikke kun producere mere energi. Vi skal også bruge den energi, vi har, langt bedre.
I 2024 dækkede EU omkring 57 pct. af sit energibehov gennem import. Og som von der Leyen selv påpegede i talen, har den seneste uro omkring Hormuzstrædet kostet Europa yderligere 90 milliarder euro i importeret fossil energi - uden at vi har fået mere energi for pengene.
Det understreger, at energipolitik i dag også er sikkerheds- og konkurrencepolitik. Her er energieffektivitet et af Europas stærkest og mest undervurderede redskaber. Europa-Kommissionen vurderer selv, at EU's energiforbrug i dag ville have været omkring 27 pct. højere uden de effektiviseringer, der er gennemført gennem de seneste to årtier.
Kommissionen vurderer samtidig, at yderligere energieffektivisering kan reducere regningen for import af fossile brændsler markant frem mod 2030 og 2040. Pointen er enkel: Den billigste og sikreste energi er ofte den, vi slet ikke behøver at bruge.
Det handler ikke om lavere produktion eller lavere levestandard. Tværtimod. Det handler om bedre isolerede bygninger, mere effektive industrielle processer, varmepumper, intelligent energistyring og genbrug af overskudsvarme.
Danmark har allerede vist, at økonomisk vækst ikke behøver at følges af et tilsvarende højere energiforbrug. Siden 2010 er dansk økonomi vokset med en tredjedel, mens energiforbruget er faldet med 5 pct. Det er en styrkeposition, Europa bør bygge videre på.
Samtidig skal EU blive bedre til at gennemføre den gode energipolitik, der allerede er vedtaget. I sommer indledte Kommissionen traktatbrudsprocedurer mod alle 27 medlemslande, fordi ingen fuldt ud havde gennemført det reviderede bygningsdirektiv inden fristen. Det er svært at forene ambitionen om lavere energipriser og større strategisk autonomi, når medlemslandene ikke lever op til den politik, der bringer os nærmere målet.
Europas energipolitik skal derfor i højere grad stå på to ben. Vi skal producere langt mere ren energi i Europa, udbygge elnettet og øge elektrificeringen. Men vi skal samtidig gøre energieffektivitet til en større strategisk prioritet.
For Europas energiafhængighed kan ikke alene bygges væk af solceller og vindmøller. Den skal også effektiviseres væk. Von der Leyen har ret i, at Europas fremtid skal være elektrisk. Den skal også være energieffektiv.
Morten Helveg Petersen, bestyrelsesleder i SYNERGI



